Interessen for det kreative har altid været tilstede, ligefra billedkunsttimerne i folkeskolen, til mit valg af uddannelse som blomsterdekoratør, og til min nuværende hobby med at male og sælge mine billeder.
Jeg er vokset op i Skagen, og har brugt 23 af mine 29 år der. Det er virkelig et skønt sted at vokse op, når man tænker på den rige kultur og smukker natur der findes der. Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg i en tidlig alder er blevet præsenteret for kunst og for de mange spændende mennesker, der besøger byen. Desuden er lokalsamfundet og roen ved en lille by noget helt særligt. Skagen har været, og bliver ved med at være, en stor inspiration til mine malerier.
En anden stor inspiration, er min uddannelse som blomsterdekoratør. Jeg er udlært i Tonny's Blomster i Skagen. En meget lærerig periode af mit liv på mange måder. Rent designmæssigt, har jeg lært en masse om former, farver, sammensætning, blikfang og meget, meget mere. Det er meget anvendelige ting at kunne, også når man maler! Desuden blev jeg rigtig glad for blomster, og dette kan også ses af mine billeder.
Sidst, men ikke mindst, er mine billeder inspireret af min egen livlige fantasi. Det er som om, den del af hjernen, der styrer idéer og kreative processer, har sit helt eget liv! Idéer til malerier kommer ud af den blå luft, og det er en kunst i sig selv at navigere rundt i gode og dårlige idéer, og at finde ud af hvilke af dem, der skal føres ud i livet. Men ja, det kan jeg jo så gå og hygge mig med, haha.
Det startede egentlig med en gave fra gode venner: en Apple Pencil!
I lang tid har jeg malet med akrylmaling på lærred. Fordi jeg var rigtig glad for at male, fik jeg denne Apple Pencil i gave til min iPad, med en opfordring til at prøve, at male digitalt. Til at begynde med, var jeg en smule skeptisk for mediet. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det føles overraskende meget som at have en almindelig pensel i hånden! Pennen er trykfølsom, og det kræver samme talent at male pænt digital som tradionelt på lærred.
De samme venner tilbød, at printe mine billeder da de er grafikkere. Jeg åbnede en Instragramkonto til formålet (@Jisaccer), og til min store overraskelse ville folk rent faktisk gerne købe mine plakater!
Siden hen er jeg dog flyttet (fra Herning), og er derfor ikke længere tæt på mine søde grafikkervenner. Dette var dog en anledning til at anskaffe mig min egen plakatprinter, og åbne en rent faktisk webshop. Og det er så her vi er nu.
Min plakatforretning køres fortsat på hobbyplan, og jeg elsker det bare! Det gør mig så glad at male, og endnu mere når mine plakater kan komme ud og gøre gavn i andres hjem. Det er virkelig givende.
Det er ikke fordi, jeg ikke har mere at fortælle. Jeg har altid meget på hjerte, haha. Men jeg tror, det var det hele for nu. Hvis du har flere spørgmål til mig eller min butik, kan du kontakte mig via fanen "Kontakt".
- Jacqueline.